700 jobs på 7 uger - 06/09/2009

I efteråret 2008 gennemførte Promecon over 4.000 aktiviteter under et omfattende shutdown på StatoilHydros raffinaderi i Mongstad, Norge. 225 Promecon-folk var på jobbet, som stod på i syv uger.

Næsten halvanden års planlægning gik forud for det omfattende shutdown på Mongstad-raffinaderiet i efteråret 2008. Og den minutiøse planlægning bar frugt: Mere end 700 jobnumre med over 4.000 aktiviteter blev gennemført ved 225 mands arbejde i syv uger.

Hjul på montagen
Opgaven omfattede blandt andet hovedeftersyn på tre procesanlæg, udbedringsarbejder på varmevekslere, luftkølere, beholdere, ovne, tårne med mere. Dertil kom en række usædvanlige specialjobs, som blandt andet bestod i udskiftning af en incinerator på 20 tons, udskiftning af røggaskanaler i CO2-ovne med mere. Specialopgaverne krævede specielle løft, og et til lejligheden konstrueret rulleskøjtesystem demonterede den gamle incinerator og reetablerede den nye.

Planlægningskontrakt
Det omfattende planlægningsarbejde udførte Promecon på en selvstændig planlægnings- og forberedelseskontrakt. Arbejdet blev udført i samarbejde med StatoilHydros vedligeholdelsesafdeling og varede næsten halvandet år. Den grundige planlægning lønnede sig, og Mongstad raffinaderiet var i fuld drift efter syv ugers intenst arbejde.

Læs mere om Revisjonsstans på Mongstadværket 2008