Personalepolitik i Promecon

Målsætning:

At skabe en god arbejdsplads med respekt for og tillid til den enkelte medarbejder – med plads til forskelligheder – og med understregning af den enkeltes betydning for helheden.

At skabe et arbejdsmiljø, hvor kreativitet og arbejdsglæde kan trives, og som virker tiltrækkende på nuværende og fremtidige medarbejdere.

At kunne udvikle medarbejderne fagligt og personligt på alle niveauer i organisationen med henblik på at sikre de forretningsmæssige mål.

Værdier
Promecons værdier er commitment, stolthed, sikkerhed og mod. Disse værdier afspejler den adfærd Promecons ledere og medarbejdere skal udvise for at sikre, at vi med succes kan håndtere forandringer og gøre en forskel med det vi laver og være stolte af det.

Rekruttering af medarbejdere
Kompetente og motiverede medarbejdere på alle niveauer er en forudsætning for videreudviklingen af virksomheden.

Ansøgere vurderes ud fra en helhedsbetragtning, idet en ansættelse vil være indledningen til et længerevarende samarbejde.

Ved nyansættelser skal bredde og dybde i kompetencerne sikres ved spredning over en bred vifte af relevante grund- og videreuddannelser og etniske baggrunde.

Samarbejde, videndeling og rokering
Promecon opererer på geografisk spredte projekter i ind- og udland. Det er vigtigt, at alle medarbejdere føler sammenhold og agerer som én virksomhed og aktivt bidrager på tværs af afdelinger, projekter og organisatoriske niveauer.

Medarbejdersamtaler
Med det formål at skabe basis for et godt arbejdsmiljø og for fortsat personlig og faglig udvikling gennemføres en fortrolig samtale mellem medarbejder og leder mindst én gang om året.

Seniorpolitik
For alle medarbejdere skal der ved de årlige medarbejdersamtaler i god tid samtales om, hvordan arbejdslivet bedst muligt kan afsluttes, eller ønskes afsluttet, for begge parter. Heri kan indgå: andet arbejde, deltid, efterløn og pensionering.

Sygefraværspolitik
Sygdom kan ramme os alle, og det er legalt at være syg, såvel fysisk som psykisk.

Det er Promecon's holding, at sygdom blandt medarbejderne skal behandles med respekt og forståelse, at sygefravær til stadighed forebygges og nedbringes, at ansatte under sygefravær stadig føler tilknytning til arbejdspladsen, og at medarbejdere hurtigst muligt kan vende tilbage til arbejdet efter kortere eller længere tids sygefravær, evt. på særlige vilkår.

Ved længere tids sygefravær eller ved hyppig sygefravær, vil sygemeldte blive kontaktet af nærmeste leder; herunder vil bla. forhold på arbejdspladsen, som kan have indflydelse på fraværet, blive søgt afdækket.

Alkoholpolitik
Det er Promecons holdning, at alkohol og andre rusmidler og arbejde er uforenelige.

Det er ikke tilladt, at indtage øl, vin, spiritus eller andre rusmidler på Promecons arbejdspladser, værksteder og kontorer.

Rygepolitik
Promecons rygepolitik er udformet i overensstemmelse med retningslinierne i lov om røgfrie miljøer. Dette betyder, at det ikke er tilladt at ryge indendørs på arbejdspladserne. Rygeforbuddet omfatter også alle fælles køretøjer, hvorfra flere ansatte udfører deres arbejde.

Rygning må ske på Promecons udendørs faciliteter såfremt det ikke strider imod øvrige sikkerhedsmæssige forskrifter. Rygepauser skal afholdes indenfor de i øvrigt fastsatte pauser for alle medarbejdere.

Efter aftale kan Promecon evt. etablere rygestop tilbud for ansatte der ønsker at holde op med at ryge.

Hvis medarbejdere ikke overholder virksomhedens rygepolitik kan det få konsekvenser for ansættelsesforholdet.

Orientering af medarbejdere
Det er Promecons holdning, at information og åbenhed på alle niveauer er en vigtig forudsætning for trivsel og samhørighed i den fælles organisation.

Vi sikrer information og dialog med medarbejderne via bl.a. medarbejderportal, medarbejderblad samt en række direkte informationskanaler som SU, SiU, afdelingsmøder og tool boks møder. Direktionen har som mål, at der en gang i kvartalet skal være direkte informationskontakt til alle.